Penhaligon's Babylon parfumeret vand

"Babylon" kan beskrives som "krydderi, så krydderi og så lidt mere krydderi". Den minder meget om 'Cairo', minus rosen. Selv om jeg ikke bryder mig om orientalske dufte, er der en vis chicness over denne form for monokrom. Penhaligon's har formået at sammensætte en duft med kun krydderi og træ, som ikke ser fattig eller kedelig ud.

Safran spiller den samme blodige, saltsyrlige violin og trækker muskatnød ud for sin ikke-søde, tørre og lidt stikkende fraktion; en tredje stemme matches af de grønne korianderbælge. Tilsammen lyder det lidt som orientalsk kulkaffe - bare uden kaffen: I stedet domineres den af det, der kun skal fungere som smags- og aromastoffer.

Duftens harpiksagtige, træagtige "krop" består ligesom af tusind farver, der tilsammen danner en kompleks, blandet farve: man kan mærke kanelen, ved siden af den - nellike, røgelsens skygge, asken fra patchouli... måske endda oud, som er blevet begravet et sted i den nederste skuffe i klædeskabet for at holde den ude af forgrunden. Tættere på finalen bliver "Babylon" pludselig sødere og endnu mørkere - det er oud'en, der formår at slippe ud af klædeskabet og samle næsten identisk Cairo-vanilje op og tage flere valseture rundt i salgslokalet.